Udstilling v/ billedkunstner Anette Riisager
Randers-bosatte Anette Riisager maler primært akryl og akvarel og farverne er for det meste kraftige. De fleste af hendes værker er inspireret af naturen – fra det naturalistiske til det mere abstrakte, og et fællestræk for alle hendes malerier og akvareller er, som hun selv siger, at de ikke er for “pæne” eller ”nydelige”.
Vi har bedt Anette fortælle lidt om sig selv:
"Jeg har altid tegnet og malet – alt fra løg og skygger på papkasser til croquis og landskaber. Jeg udvikler mig hele tiden, og har gennem de seneste mange år modtaget undervisning hos billedkunstner Anna Steenberg i Randers og billedkunstner Niels Frank gennem Skolen for Kunst & Design i Aarhus. Jeg går stadig hos billedkunstner Niels Frank, som stadig gennem hans undervisning giver mig stor inspiration.
Udover den “faste” undervisning deltager jeg løbende i kurser hos forskellige kunstnere, senest kurser med bl.a. Erik Reinert, Marianne Gross og svenske Anna Törnquist.
Jeg er født i 1976, kommer fra Tornby i Vendsyssel – tæt på skoven, stranden og det fantastiske Vesterhav. Har gennem årenes løb boet i bl.a. Tyskland, Århus og vidunderlige Højer, hvor jeg tog min grafiske uddannelse. Jeg flyttede til Randers i 2004 og bor i dag i Stevnstrup lige udenfor Randers.
Udover at male arbejder jeg i dag freelance som grafisk designer i min enkeltmandsvirksomhed Riisager Grafisk, som hjælper virksomheder med grafiske opgaver."
Læs mere om Anette Riisager på hendes hjemmeside: https://riisager.eu/malerier
Læs mere
Læs mindre