Nyhed
Værket satte ny rekord i 2025: Flere gæster, flere arrangementer og endnu et år med fulde sale
Udgivet 15. april 2026
Efter et historisk stærkt 2024 fortsatte fremgangen for Værket i 2025. Nye tal viser, at endnu flere gæster lagde vejen forbi Randers’ musik- og teaterhus, hvor både omsætning, aktivitetsniveau og antallet af besøgende voksede.
Da Værket i 2024 rundede mere end 100.000 gæster for første gang, var det i sig selv et rekordår. Dengang nåede vi op på 224 kulturelle arrangementer og en samlet omsætning på 42 millioner kroner. Derfor var forventningerne til 2025 også præget af en vis forsigtighed.
Men som Randers Amtsavis skriver den 14. april 2026 i artiklen “Efter rekordår fortsætter væksten – kapaciteten er ved at være nået”, blev 2025 endnu et rekordår for Værket.
I alt besøgte 107.608 gæster Værkets kulturelle arrangementer i 2025, mens omsætningen steg til 44,5 millioner kroner. Det svarer til en vækst på syv procent i antallet af gæster og fem procent i omsætning.
"Heldigvis var 2024 ikke en enlig svale. Den positive fremgang har bidt sig fast og endda steget yderligere, så det er meget tilfredsstillende," siger musik- og teaterchef Mikael Qvist Rørsted til Randers Amtsavis.
Samtidig voksede antallet af kulturelle arrangementer markant. I 2025 blev det til 279 kulturelle arrangementer på Værket – en stigning på 25 procent i forhold til året før.
En del af forklaringen er, at Turbinen i 2025 blev genudpeget som regionalt spillested efter en pause på fire år. Det har givet mulighed for at skrue op for musikprogrammet og præsentere flere arrangementer – også de mere smalle koncerter, hvor det kunstneriske mod og det musikalske vækstlag får plads.
"I 2025 blev vi genudpeget som regionalt spillested efter en pause på fire år. Det betød, at vi kunne skrue op for blusset på vores spillested Turbinen med smalle arrangementer, hvor der måske ikke er så stort et publikum," siger Mikael Qvist Rørsted til Randers Amtsavis.
Lægger man også erhvervsarrangementer som møder og konferencer oveni endte 2025 med 113.713 gæster og 330 arrangementer i alt – det største resultat i Værkets historie.
Den store aktivitet betyder dog også, at Værket nærmer sig grænsen for, hvor meget der kan presses ind i kalenderen.
"Vi er på et niveau, hvor der ikke er plads til ret meget mere. Ikke i Værkets nuværende form. Det er i hvert fald utopi at få 25 procent flere arrangementer igen," siger Mikael Qvist Rørsted i artiklen.
Men først og fremmest er 2025 endnu et år, der viser, at kulturen står stærkt i Randers. Efter rekordåret i 2024 var det store spørgsmål, om niveauet kunne holde. Svaret blev et klart ja.
Og det skyldes ikke mindst alle de gæster, samarbejdspartnere, arrangører og kunstnere, der igen og igen er med til at fylde Værket og Turbinen med liv.
Foto: Annelene Petersen, Randers Amtsavis