Shu-bi-dua 2.0
Shu-bi-dua 2.0 tager dig med på en musikalsk tidsrejse tilbage til 1977, når det ikoniske album ’Shu-bi-dua 4’ opføres i sin helhed til en koncert, der naturligvis også krydres med alle de andre greatest hits!
Hvis du har fulgt Shu-bi-duas albumudgivelser gennem det seneste halve århundrede, banker dit hjerte måske lidt ekstra hårdt for en enkelt af udgivelserne. Måske er det 3’eren med ’Hvalborg’, måske er det 5’eren med ’Den Røde Tråd’. 9’eren med ’Askepot’ eller 13’eren med ’Sexchikane’? For mange Shu-bi-dua-fans vil det være som at vælge mellem sine egne børn, men det er ikke desto mindre, hvad medlemmerne af det nuværende Shu-bi-dua 2.0 har skullet – vælge mellem sine egne børn. I hvert fald i albummæssig forstand.
For når bandet besøger Værket til foråret, har de udvalgt ét særligt album, der vil blive opført i sin helhed. Valget af album er efter længere tids votering internt i Shu-bi-dua 2.0 faldet på udgivelsen ’Shu-bi-dua 4’ fra 1977, der indeholder numre som ’Vuffeli-vov’, ’McArine’, ’Sommergryder’, ’Mig og så Harry’ og ’Nappa og Nylon’.
”Det er en helt ny ting for os at spille et album i sin helhed til en koncert, men da først idéen var opstået, var vi fast besluttede. Så handlede det blot om, hvilket album det skulle være,” fortæller guitarist og Shu-bi-dua-stifter Michael Hardinger.
Forsanger Jørgen Thorup fortsætter:
”Under vores koncerter kan vi godt mærke, hvilke sange publikum er ekstra glade for, men det er lidt sværere at vide, hvilket album i sin helhed fansene foretrækker. Da vi satte os ned og kiggede pladerne igennem, nummer for nummer, blev vi dog ret hurtigt enige om, at Shu-bi-dua 4 skulle være albummet, der skal live-opføres på vores forårsturné i 2025.”
’Shu-bi-dua 4’ er et af de bedst sælgende album i danmarkshistorien, og i alt er der blevet langet 450.000 eksemplarer af den ikoniske skive over diskene herhjemme. Så du kan godt begynde at glæde dig til en usandsynligt festlig aften, hvor første afdeling af koncerten består af alle numrene fra 4’eren, mens den efter pausen står på alle de andre greatest hits i én lang køre!
Shu-bi-dua 2.0 består af
Michael Hardinger – guitar
Kim Daugaard – bas
Jørgen Thorup – forsanger
B-Joe Johansen – leadguitar
Flemming Olsen – trommer
Rasmus Schwenger – keys
Læs mere
Læs mindre