Gallows
Vinteren er mange ting. Det er jul, nytår, glatte veje og istapper. Men mest af alt er det GALLOWS-tid!
For tredje gang breder mørket og de tunge toner sig ud i Randers’ gader og stræder. Med grabberne godt nede i undergrunden og blikket fæstnet på den øverste hylde af, hvad metalmiljøet har at tilbyde lige NU, præsenterer Gallows det, vi uden at blinke kalder det stærkeste program til dato (og som vi holder hemmeligt lidt endnu).
Gallows '27 bygger videre på de to foregående festivalers solide fundament med et varieret udvalg samt det vigtige kurator-koncept, hvor det i 2027-udgaven af Gallows vil være præget af en af de optrædende kunstneres egne favoritter fra undergrunden.
I år kommer hovedparten af musikken til at udspille sig på Turbinen, mens det som noget helt nyt bliver selve biblioteksrummet på Randers Bibliotek, der kommer til at udgøre helt særlige rammer for to af koncerterne. Så vi håber, bøgerne er solidt placeret på hylderne.
Randers Bibliotek udgør sammen med Turbinen de to lokale kulturinstitutioner, der med metallen brusende i blodet samarbejder om festivalen. Med sig i booking- og styregruppen har de også kulturarrangør Matias Ankerstjerne samt musiker, agent og mangefacetteret metalmaestro Joe Timmins, der sammen med resten af arrangørgruppen sørger for at have samtlige fingre på metalpulsen.
Gallows handler om at tage chancer og se fremad, mens vi fester og samtidig skaber en platform for et dansk og internationalt metalmiljø, der er endnu mere sprudlende og sprællevende end længe.
Igen i år er det den belgiske illustrator og grafiker Tom Bornarel, der har givet sig i kast med det visuelle udtryk.
Den endelige tidsplan bliver kommunikeret ud senere.
Billetpriser
Der er et begrænset antal early bird-billetter i salg i perioden fra 9. oktober til og med 31. oktober 2026:
Early bird-pris: kr. 345,-
Normalpris: kr. 395,-
Det endelige program med bands, tidspunkter og praktisk information kommunikeres løbende ud – så hold øje her på siden, via nyhedsbrev og på Gallows' profiler på Facebook og Instagram.
Følg også begivenheden på Facebook, så er du altid opdateret – klik her
Gallows-styregruppen består af metal- og musikelskerne:
• Joe Timmins
• Michael Gonzalez, Turbinen
• Matias Ankerstjerne
• Mik Stegger, Randers Bibliotek
• Jeanne Tost, Turbinen
Har du musikønsker, spørgsmål eller gode bands, du gerne vil pushe til Gallowsgruppen, så skriv til Michael på mg@vaerket.dk
Læs evt. mere om tankerne bag Gallows og se de foregående års lineup her

Læs mere
Læs mindre