Frank Hvam – DSK
Danmarks ukronede konge af det akavede er endelig tilbage med et spritnyt onemanshow fyldt med lidt for ærlige og lidt for upassende jokes – ganske som han plejer!
Det er et stykke tid siden, Frank sidst stod alene på scenen. Tiden er gået med Klovn, badmintonprogrammer, podcast, Minkavlerne – og et næsten to år langt ophold i New Zealand med familien. Men nu vender han tilbage til noget af det, han holder allermest af, for ifølge Frank er der ikke noget bedre end at hygge sig med jokes i en fyldt sal.
Det smukke ved Frank er, at han aldrig er bange for skifte retning. Måske har du bemærket, at hans show før hed ’Et smukt styrt’ – men nu har han faktisk ændret titlen til ’DSK’.
Om navneændringen siger han:
”Det er sådan, at når man går i billetsalg i vores branche, så gør man det i god tid. Det betyder også, at en titel ofte opfindes før showet er skrevet. Det forklarer de mange intetsigende titler på standupshows. De færreste komikere ved, hvad showet handler om, når de går i salg.
Men det ved jeg nu. Jeg er i fuld gang med skriveriet. Den gamle titel er ikke dårlig, ej heller forkert, den nye titel er mere retvisende ... og spændende. DSK. Ja, hvad står det for? Det må du ind og finde ud af min ven. Det er en comedy tour og det er standup, resten finder vi ud af undervejs. Bliver det groft? Ja ja ... Bliver det sjovt? Ja, ja ...”
’DSK’ er et klassisk standupshow om pres både på nationalt og personligt niveau. Spækket med jokes og nye erkendelser.
"Jeg er 55 år og tiltagende irrelevant. Det giver en vis frihed til at være ærlig. Det er een katastrofe i privat regi, men det pureste guld på scenen."
Og hvem kan sige nej til at opleve det pureste standup-guld på scenen? Nej vel! Kom og vær med, når Frank Hvam indtager Store Sal og løfter sløret for, hvad DSK betyder.
Vær opmærksom på, at den anbefalede alder for showet er fra 18 år og op.
Læs mere
Læs mindre