Laust Sonne
Vær med, når Laust Sonne giver koncert på Turbinen i kraft af sit soloprojekt. Med sig på scenen har han fuldt band og et spritnyt album, ’Lost Son’.
Laust Sonne har i de senere år arbejdet på eget materiale, når han ikke lige har turneret med D-A-D, og nu er der et helt album klar, hvor han står for alt selv.
Tidligere på året udgav Laust bogen ”Laust og Maria” sammen med sin hustru Maria Erwolter; en intim og ærlig fortælling om kærlighedens kraft og skrøbelighed. De 14 numre på albummet hænger uløseligt sammen med flere kapitler i bogen, da numrene er blevet til gennem de sidste 8 år.
Pladen er Lausts historie om afhængighed, nedture, psykoser og om at finde tilbage til livet og kærligheden, fortalt gennem musik.
Laust har selv skrevet, produceret og spillet alle instrumenter på pladen, der er blevet til i hans eget lille studie på Refshaleøen.
Om singlen ’It´s Gone’ fortæller han :
”Stoffer og alkohol har det med at gøre tingene lidt mudrede. Det gør det svært at få sagt det der i virkeligheden skal siges, når man møder det menneske man elsker, som lige er gået fra én og som man gerne vil vinde tilbage. Imod alle odds.
Det føltes måske rigtigt at gå fra hinanden i teorien, men i praksis er det den dårligste beslutning overhovedet. Hvordan formidler man det, når stoltheden, følelserne, alkoholen og stofferne står i vejen? Det gør det ikke bedre, når man dagen efter vågner op med tunge tømmermænd og indser, at man har fået sagt alt det forkerte. Det er de følelser og tanker ’It´s Gone’ prøver at formidle til lytteren.”
Læs mere
Læs mindre