Danmarks Underholdningsorkester hylder Shu-bi-dua
Danmarks Underholdningsorkester hylder denne gang et stort stykke af den danske folkesjæl, når de retter deres symfoniske blik mod Shu-bi-duas sangskat.
Danmarks Underholdningsorkester er kendt for deres populære serie af symfoniske hyldester til de store danske sangskrivere, og denne gang er det Shu-bi-duas mange gode sange, de dygtige musikere kaster sig over.
Med sig har de tre af gruppens originale medlemmer – Michael Hardinger, Jørgen Thorup og Kim Daugaard – og derudover kan man glæde sig til at opleve B-Joe Johansen, Flemming Olsen og Rasmus Schwenger, der udgør den fulde besætning i Shu-bi-dua 2.0. Sammen tager de hul på en rejse gennem et katalog, der spænder fra satirisk rock til ørehængende pop.
”Der findes melodier, man kan høre helt uden radio. De hænger bare i luften. For mange mennesker er Shu-bi-dua selve lyden af Danmark. Deres sange synges rundt om sankthansbålet, i julestuerne og ved festbordene på tværs af generationer. Vi glæder os over at få lov til at skabe en symfonisk klangbund for en stor og broget buket af sange, der er blandt de mest elskede i dansk folkekultur,” udtaler John Frandsen, administrerende direktør for Danmarks Underholdningsorkester.
”Det har været et eventyr lige siden Bundesen og jeg indspillede ‘Fed Rock’ i 1973. Nu kulminerer det, når vi præsenterer de største hits bakket op af Danmarks Underholdningsorkester – det bli’r mit livs oplevelse.”
– Michael Hardinger
”Jeg har altid drømt om at synge foran et helt orkester med strygere og blæsere. At den drøm går i opfyldelse som forsanger i Shu-bi-dua overgår min vildeste fantasi.”
– Jørgen Thorup
”’Der kom en bus med et strygeorkester ...’ Sådan lød det i 1977, hvor jeg steg på Shu-bi-dua-bussen. En fantastisk rejse, som musiker, komponist og arrangør. Det er en stor ære, nu at skulle præsentere sangene med DUO.”
– Kim Daugaard
Læs mere
Læs mindre