Krukker – Gruppeudstilling med kunstnere fra GAIA Akademi
‘Krukker’ er en gruppeudstilling med nogle af de kunstnere, der arbejder på GAIA Akademi. Den har derfor et varieret og alsidigt udtryk, der afspejler alle de forskellige personlige stilarter og temperamenter, der er i spil.
Med inspiration fra de oldgamle krukker på Museum Østjylland i Randers vender GAIAs kunstnere emnet på hovedet. For hvad er en krukke, hvordan ser den ud, og af hvilket materiale kan den laves? På Akademiet er der vokset store og små krukker frem. Nogle af dem er farvestrålende og papirstynde, mens andre er robuste med finurlige mønstre.
Krukkeskulpturerne suppleres af et bredt udvalg af tegninger, tryk og malerier. Her er ikke et gennemgående tema, men en mangfoldighed af motiver og teknikker. Kort sagt møder du både det genkendelige og det forvandlede i denne udstilling.
Om GAIA Akademi og outsiderkunst
GAIA Akademi er et kunstakademi for mennesker med særlige behov, for eksempel udviklingshæmning, Downs syndrom, autisme eller psykisk sårbarhed. Derudover tilbyder GAIA Akademi særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse til unge, der ikke har mulighed for at gennemføre en almindelig ungdomsuddannelse.
Roger Cardinal, som var kunstkritiker, professor ved University of Kent og ophavsmand til den berømte bog ”Outsider Art” fra 1972, har beskrevet outsiderkunsten på denne måde:
”Outsiderkunsten er et produkt af et autentisk skabelsesinstinkt. Den er fri for bevidst kunstfærdighed og har intet at gøre med akademiske standarder, men alt at gøre med lidenskab og lunefulde påfund.”
Outsiderkunst er en oversættelse af det engelske Outsider Art, der igen stammer fra det franske Art Brut, som direkte oversat betyder “rå kunst”. Den franske kunstner Jean Dubuffet blev ophavsmand til termen Art Brut, da han i midten af 1940´erne begyndte at indsamle visuelle og kreative udtryk skabt af blandt andre psykiatriske patienter.
Ordet outsiderkunst er nogle gange blevet misforstået som noget negativt eller ekskluderende, men sådan er det på ingen måde tænkt. Oversættelsen skete i 1972 i forbindelse med udgivelsen af den omtalte bog. Cardinal skrev også om surrealismen og ekspressionismen, som på mange måder er inspireret af og påvirket af outsiderkunsten.
GAIA Akademi udspringer af GAIA Museum Outsider Art. GAIA Museum blev grundlagt i Randers i 2002 og rummer en stor, internationalt anerkendt samling af denne type kunst fra hele verden.
Læs mere på www.gaiamuseum.dk og www.gaiaakademi.dk
Læs mere
Læs mindre