Jersey Boys
Danmarkspremiere på den hitspækkede succes-musical Jersey Boys, der fortæller den medrivende historie om op- og nedturene for det verdensberømte 60’er-band Frankie Valli & The Four Seasons.
’Big Girls Don’t Cry’, ’December 1963 (Oh, What a Night)’, ‘Sherry’ og ’Can’t Take My Eyes Off You’ – det er blot nogle af de mange hits, som Frankie Valli & The Four Seasons stod bag i deres karriere, og som resulterede i et imponerende salg af over 175 millioner plader.
Musicalen ’Jersey Boys’ er historien om succes, venskab, penge, kærlighed og had – og om de fire arbejderdrenges vej fra New Jerseys slumkvarter til The Rock & Roll Hall of Fame. ’Jersey Boys’ har begejstret publikum verden over, og er blevet et verdensomspændende fænomen med et utal af prestigefyldte priser i bagagen, bl.a. en Tony Award for ’Bedste Musical’ – og nu kan musicalen endelig opleves på dansk grund efter 20 års verdensomspændende succes.
Se video fra den røde løber ved premieren i Tivoli:
I forbindelse med musicalen vil det være muligt at tilkøbe en 3-retters Musical-menu på Restaurant Madværket.
Musical-menu
Forret: Jersey clam chowder (muslingesuppe)
Hovedret: Andebryst, braiseret løg, græskar, knust kartoffel og madeirasauce
Dessert: Blåbærkage, Oreo, saltkaramel og vaniljecreme.
Pris: kr. 295 pr. kuvert. (bestil bord på Restaurant Madværkets hjemmeside).
Stærkt syngende cast på scenen
Det er lykkedes at besætte hovedrollerne som de fire Jersey-drenge Frankie, Tommy, Bob og Nicki med nogle af landets bedste sangere og musicalperformere. I rollen som Frankie Valli med den enestående falsetstemme kommer publikum til at møde det unge stortalent Mikkel Hoé Knudsen. Han blev færdiguddannet fra musicaluddannelsen i Fredericia i 2017 og har siden medvirket i musicals som American Idiot, Chess, Anything Goes, Kærlighed ved første hik!, The Phantom of the Opera, Oliver!, Shu-Bi-Dua – The Musical, West Side Story og She Loves You.
Som Tommy Devito ses Johannes Nymark, der fik sit gennembrud som Aladdin i Disneys Aladdin på Fredericia Teater i 2012 og har medvirket i en lang række musicals inkl. Les Misérables, The Phantom of the Opera og Singin’ in the Rain, film som Steppeulven og Lykke-Per samt på tv, hvor han både har vundet Melodi Grand Prix med gruppen Lighthouse X, været vært for showet to gange og medvirket i Vild med dans.
I rollen som Bob Guadio ses et andet stortalent fra Fredericia. Søren Torpegaard har allerede haft fremtrædende roller i bl.a. Dance of the Vampire, Oliver! og Kinky Boots på Det Ny Teater, og snart har han den mandlige hovedrolle som Tony i Det Kongelige Teaters nye opsætning af West Side Story.
Og sidst, men ikke mindst, medvirker Jesper Paasch i rollen som Nick Massi. Han blev uddannet i 2010 og har siden medvirket i en lang række film, tv-serier og musicals, heriblandt film som 9. april og Jagtsæson, serier som Rita og The Rain og musicals som Mamma Mia!, The Sound of Music, Evita, Jekyll & Hyde og Waitress.
Det danske hold bag scenen
I spidsen for produktionen har Lion Musicals sikret sig de senere års mest succesfulde danske musicalinstruktør. Thomas Agerholm er manden, der har instrueret kæmpesucceser som ’Shu-bi-dua – The Musical’, ’Seebach’, Disneys ’Klokkeren fra Notre Dame’, ’The Bodyguard – The Musical’ og ’Atlantis’, der tilsammen har solgt over 700.000 billetter.
Den prisbelønnede scenograf Benjamin La Cour (Disneys ’Klokkeren fra Notre Dame’, ’Den skaldede frisør’ og ’The Bodyguard – The Musical’) vil stå for scenografi og kostumer, mens koreografien er lagt i hænderne på Kim Ace Nielsen, som har skabt koreografi til ’Seebach’, ’Shu-bi-dua – The Musical’, ’Urinetown’ samt shows til store festivalscener, sommerrevyer og Eurovision Song Contest.
Om Frankie Valli and the Four Seasons
Frankie Valli & The Four Seasons er en af musikhistoriens allerstørste grupper, som især dominerede 60’ernes hitlister med utallige ørehængere – heriblandt ‘Big Girls Don’t Cry’, ‘Sherry’, ‘Dawn’ og ‘Rag Doll’. Ikke ulig The Beach Boys blev gruppen kendt for sine avancerede harmonier, der blev ført an af frontfiguren Frankie Vallis karakteristiske falset. Som solist står Valli desuden bag titelnummeret fra filmen Grease, såvel som megahittet ‘Can’t Take My Eyes Off You’. Frankie Valli & The Four Seasons blev optaget i The Rock and Roll Hall of Fame i 1990, og gruppen har solgt 175 millioner plader på verdensplan.
Bag om musicalfænomenet
’Jersey Boys’ er én af de største internationale musicalsucceser i de seneste 20 år. Efter verdenspremieren på La Jolla Playhouse i San Diego, fik musicalen premiere på Broadway i 2005, hvor den blev en forrygende succes og spillede i over 11 år og fik hele 4.642 opførelser. I West End i London blev det til 9 år, og nu spiller ’Jersey Boys’ igen i en ny version. Forestillingen har solgt flere end 10 millioner billetter og er blevet opført over hele verden, bl.a. i Australien, Japan, Holland, Canada og Sverige og været på omfattende turnéer i USA, England, Kina samt Istanbul, Dubai og Malaysia.
Musicalen har vundet over 55 prestigefyldte priser inkl. en Tony Award for ’Bedste Musical’ og en Laurence Olivier Award for ’Bedste Nye Musical’. I 2014 blev musicalen til en stort anlagt spillefilm instrueret af Clint Eastwood.
Læs mere
Læs mindre