Stemmer i Voks – Turbinen på Tour
Koncertforedrag ved sanger Ulla Bendixen og komponist Martin Ottosen fra Sorten Muld om de gamle sagn og sange fra den jyske hede, der ligger foreviget på voksvalser på Det Kongelige Bibliotek – og nu genfortolket, genfortalt og bragt kærligt frem i lyset.
Lyset er sat på de kraftfulde sagn og sange, som stadig levede blandt hedens småkårsfolk ved 1900-tallets begyndelse – og på den mand, der viede sit liv til at samle disse folkeminder op før de endegyldigt forsvandt; Evald Tang Kristensen.
Fortællingen flettes sammen med parrets nærværende nyfortolkninger af sangene fra de rå fonografoptagelser. Instrumenter som trædeorgel, mandolin, nøgleharpe, jødeharpe og let forstemt klaver understøtter sangenes tidløse historier, som – på trods af hverdagens hårde slid og små kår – besynger menneskets ukuelige stræben efter lykken og kærligheden.
Turbinens musikansvarlige, Michael Gonzalez, siger om koncertforedraget:
”Martin og Ulla kan deres kram. Når de ikke vikler os lyttere ind i stemningsmættede lydlandskaber i Sorten Muld, tager de blandt andet ud og formidler historierne og sangene fra den jyske hede. Det bliver et helt særligt indblik i en svunden tid, mesterligt leveret af to eminente musikere og historiefortællere.”
Turbinen på Tour
I tæt samarbejde med venner og ildsjæle i lokalsamfundene omkring Randers præsenterer Turbinen en række koncerter i helt særlige omgivelser, når vi med Turbinen på Tour rykker koncerterne ud fra spillestedets rammer og ud i landet.
Læs mere
Læs mindre