Rasmus Lyberth Duo – Julekoncert
Den store stemme fra Grønland gæster Turbinen til en helt særlig julekoncert i selskab med pianist Kristoffer Jul Reenberg.
Rasmus Lyberth kan fylde spillestederne til bristepunktet og begejstre både publikum og anmeldere. Det er altid en betagende og helt enestående oplevelse at høre Rasmus Lyberth synge sine originale, intime og storslåede sange.
Han besidder en ganske særlig evne til at formidle de dramatiske, storslåede og kontrastfyldte fortællinger, der findes i den grønlandske natur, befolkningens vilkår, den nære familie og hjemlandets udvikling, så det trodser alle sprogbarrierer og rammer lige i hjertet hos publikum
Rasmus bliver akkompagneret af sin trofaste pianist gennem mange år Kristoffer Jul Reenberg, der har spillet med blandt andre: Gitte Hænning, Niels Hausgaard, Claus Hempler, Rasmus Nøhr, Dale Smith Blues Band.
Om Rasmus Lyberths kommende koncert siger Turbinens musikansvarlige, Michael Gonzalez:
“Rasmus Lyberth havde egentlig tænkt, han skulle trække sig tilbage fra at spille koncerter. Men heldigvis har han udskudt beslutningen lidt endnu, og det har vi naturligvis benyttet os af til at præsentere den fænomenale grønlandske sangskriver på Turbinen. Måske for sidste gang? Interessen for en Lyberth-koncert har været stor, og vi er glade for at kunne byde indenfor til en helt særlig julekoncert i december.”
Læs mere
Læs mindre