Jason Rebello (UK) / Claus Waidtløw Quartet
Gå ikke glip af en enestående chance for at høre – og opleve – stjernepianisten Jason Rebello i en intim og akustisk jazzkonstellation i mesterligt samspil med tenorsaxofonisten Claus Waidtløw og en storswingende rytmegruppe.
Rebello er en af Englands største jazzpianister. Han har vundet et utal af jazzpriser og har noget af en kometkarriere bag sig. De fleste kender ham nok som Stings pianist igennem 6 år – han medvirker bl.a. på Stings grammyvindende album ’Brand New Day’ samt albummet ’Sacred Love’.
Efter Sting spillede Jason i en længere periode med Jeff Beck. Han arbejdede sammen med Beck på albummet ’Emotion and Commotion’ og han var co-writer på monsterhittet ’Hammerhead’, der vandt en Grammy for bedste Rock Instrumental Performance.
Med sit første soloudspil ’A Clearer View’ fra 1990 (produceret af Wayne Shorter) placerede han sig med det samme i superligaen af pianister og folk som Phil Collins og Peter Gabriel fik øjnene op for ham.
Udover Phil Collins, Peter Gabriel, Sting og Jeff Beck har Rebello arbejdet med superstjerner som Chaka Khan, Wayne Shorter og Branford Marsalis.
Om stjernepianistens besøg på Turbinen siger Turbinens musikansvarlige, Michael Gonzalez:
”Verdensklasse er kun et fattigt ord, når snakken falder på Jason Rebello. Ud over at have flankeret nogle af musikkens helt store stjerner, har mestermusikeren selv begået en række formidable udspil i eget navn, hvor særligt 2023-samarbejdet med Tim Garland, ’Life to Life’ er værd at dykke ned i. Er man bare en lille smule glad for jazz – eller for gennemført musikalitet i det hele taget – er det her en aften, man ikke vil gå glip af.”
Lineup
Jason Rebello (UK) – klaver
Claus Waidtløw – tenorsaxofon
Daniel Franck – bas
Janus Templeton – trommer
Læs mere
Læs mindre