HUSH – A Lifetime 20-års jubilæumsturné
HUSH inviterer dig med til at fejre 20-års jubilæum for debutalbummet ’A Lifetime’, der i 2004 beviste med bravur, at countrypop også kunne indtage hitlister og folks hjerter herhjemme.
Tilbage i en svunden tid mødtes den tidligere heavy guitarist, Michael Hartmann, og den unge gadesanger, Dorthe Gerlach. Bevinget af ungdomsmod og forelskelse kæmpede duoen i årevis for en pladekontrakt, og for adgang til de store studier.
”Drømmen var at gøre det hele ’rigtigt’ i et stort studie,” fortæller Dorthe. Men dørene til de dyre studiefaciliteter forblev lukkede længe endnu. I stedet indspillede parret demosangene hjemme i soveværelset. Da de efterfølgende endelig fik adgang til studierne, var det, der først var tænkt som demoer, allerede begyndt at folde sig ud, og Dorthe og Michael besluttede, at sangene på deres debutalbum skulle forblive i den ånd, de var tænkt, skrevet og spillet.
Det blev i 2004 til det tidløse americana-inspirerede album ’A Lifetime’ fuld af akustisk guitar, banjo, mandoliner og lapsteel guitar, som formåede at bringe countrypop op på toppen af hitlisterne og ramme bredt ud til et dedikeret publikum.
Dorthe Gerlach fortæller:
“Jeg er enormt stolt af den plade og også enormt taknemlig. Det blev virkeligt et vendepunkt for os. ’A Lifetime’ åbnede for et hav af muligheder og vi har haft så mange vilde og gode oplevelser med musikken siden.
Når jeg lytter til albummet i dag, er det fuldstændigt som at træde ind i en tidsmaskine og jeg husker SÅ mange detaljer fra den tid, det blev til i.
Det sjove er, at folk tit kommer og siger det samme til mig: ‘Eiiij, jeg hørte det album nonstop det år, jeg var på efterskole’, eller ‘Den kørte altid på den café, hvor jeg arbejdede’ eller ‘Jeg scorede min kone til den plade’.”
HUSH besøger blot ni udvalgte koncertsale på deres Danmarksturné, så kom og vær med til at fejre minderne og musikken, når de eksklusivt spiller en herlig jubilæumskoncert i Store Sal på Værket, hvor fokus er at genoplive den stemning og følelse, der kendetegner ’A Lifetime’!
Læs mere
Læs mindre