Jakob Thrane – Sart
Jakob Thrane er i 2025 klar med sit tredje onemanshow, ’Sart’, hvor han udstiller vores allesammens sarte sider – og ikke mindst sine egne!
Med Jakob Thranes nye comedyshow ’Sart’, giver han publikum rig mulighed for at grine af det postmoderne menneske, og den verden vi lever i, for er vi alle blevet for sarte? Svaret er nok ja, men gør det noget?
Jakob sætter spørgsmålstegn ved de små ting i hverdagen og alle de mange situationer, hvor han selv kommer til kort. Om Jakob spiller uvidende for grin, eller om han i virkeligheden bare er ret dum, lader han være op til fri fortolkning.
“Jeg er fyldt 30 år, og står nu ved en skillevej, hvor jeg enten kan lære af mine fejl, eller bare fortsætte ufortrødent med lukkede øjne resten af livet,” siger Jakob om det, der bliver hans tredje onemanshow, og fortsætter: “Showet bli’r uden tvivl det bedste, der nogensinde er kommet ud af min mund, bortset fra dengang jeg kastede jomfruhummere op.”
Med sit nye show udstiller Jakob vores allesammens sarte sider, men er samtidig pinligt bevidst om, at hver gang han peger på andre, er der tre fingre der peger tilbage på ham selv, og en tommelfinger der peger på en der står lidt ude i siden.
Om Jakob Thrane
Du har højst sandsynligt allerede stiftet bekendtskab med Jakob Thrane – der har i hvert fald været rig mulighed for det, da han har været yderst aktiv på både standup-scenerne, TV og de sociale medier. Han har bl.a. været vært på DR Ramasjang-serien ’Luk op Luk i’, været med i TV 2-programmet ’Stormester’ og TV 2-serien ’Umage’, hvor han medvirkede sammen med Ruben Søltoft og Theis Kildetoft, også kendt som Umage Image.
Læs mere
Læs mindre