Villads fra Valby – Sikker i Trafikken

Lørdag 22. februar 2020

Den elskede børnebogsfigur Villads fra Valby er tilbage i et teaterstykke for hele familien, der ud over at underholde også lærer de alleryngste og nyeste trafikanter, hvordan man færdes sikkert blandt biler, cykler og fodgængere.

Fra folkene bag de populære familieforestillinger ‘Vitello’ og ‘Villads fra Valby’ kommer nu en helt ny familieforestilling med den populære spasmager Villads.
I ‘Villads fra Valby – Sikker i Trafikken’ møder vi igen krudtuglen Villads, der bor sammen med sin mor, far, storesøster og sin helt nye baby-lillesøster. Der er ekstra travlt derhjemme med den lille ny, og derfor beslutter Villads sig en dag for at hjælpe til, hvor han kan og sørge for indkøb, når nu mor er så træt og travlt optaget.

Sammen med sin bedste ven Frida tager Villads af sted i al hemmelighed, mens mor sover middagslur. Han er godt klar over, at man skal passe på i trafikken, meeeeen når man er sprængfyldt med spilopper og gode idéer, er det ikke altid, at det hele går som planlagt.

Villads fra Valby – Sikker i Trafikken er en blanding af musik, sang, sjov og spænding for hele familien, og så er stykket en lærerig oplevelse for de yngste trafikanter blandt publikum, der får lov at være med til at guide Villads sikkert gennem trafikken.