Victor Lander – Weekend

Fredag 7. oktober 2022

Victor Lander lægger vejen forbi Værket med sit seneste onemanshow, der er både syret, charmerende og smittende sjovt.

På trods af sin unge alder er der allerede mange steder, du kan have stødt på den fremadstormende komiker, Victor Lander. Du har måske stiftet bekendtskab med ham på DR Ramasjang som den trafik-regel-lærende søn i programmet ’Sikker & Søn’. Måske du har set hans to onemanshows ’Victors forældre skal skilles’ eller ’Victor flygter hjemmefra’. Set ham som deltager i ’Stormester’ eller som vært på 1. sæson af tv-programmet ’Lego Masters’. Eller måske kender du ham bedst som hovedrollen Mads i komedieserien ’Panik’, der foregår i Randers, og som er skrevet af Christian Fuhlendorff.

Uanset om du allerede kender ham, eller det er første gang, så bliver det helt sikkert sjovt, når han lægger vejen forbi Værket med sit seneste onemanshow, ’Weekend’. Med sin legende tilgang til comedy leverer han fjollede jokes, der aldrig går på kompromis med træfsikkerheden. Med sin ustoppelige energi og smittende humør trækker han publikum med ind i sit syrede, men samtidig ærlige univers, hvor han tvister trivielle dagligdagssituationer til drengede fabler, som alt sammen bliver leveret med en uimodståelig kejtet charme.