Verden ifølge Pelle

Søndag 20. november 2022

Kom og oplev Trine Gadebergs populære satirefigur ’Pelle’, når han og flere af hans venner lægger vejen forbi Værket med fuld fart på revy og satire.

Trine Gadebergs populære YouTube-fænomen ’Pelle’ har fået sit eget musikalske one-child comedyshow!

I 2020 fik revyfiguren Pelle sit helt store gennembrud på sociale medier, da hans nytårstale fik over tre millioner visninger og 70.000 delinger på Facebook. Harsk samfundskritik og -satire strømmer gennem den populære ”fem og en halv-år gamle” Pelle, når han med sit barnesprog gengiver de samtaler, han overhører sine forældre have om alt fra coronaregler, fodbold og påske til krigen i Afghanistan.

Men Pelle er ikke helt alene. Han får nemlig undervejs i comedyshowet selskab på scenen af nogle af sine venner. Alle rollerne spilles af Trine Gadeberg, og publikum kan blandt andre se frem til at møde den 81-årige enke Emma Poulsen, der har en glubende appetit på hankøn i alle afskygninger, neurotiske Jannik Snoghøj, som bor på samme vej som Pelle, der er stærkt præget af tvangstanker og tager sin temperatur dagligt – og selvfølgelig Pelles teenagestoresøster Liza, hvis utallige konflikter er en daglig undren for Pelle, som forsøger at forstå årsagerne til problemerne.

Om Trine Gadeberg
Trine Gadeberg er sangerinde, revyskuespiller og multikunstner, og hun har siden 90’erne spillet med i utallige revyer, musicals og shows landet over.