Typisk Jonatan Spang

Fredag 25. oktober 2019

Komiker og skuespiller Jonathan Spang vender i 2019 tilbage til live-komikken med sit nye one man-show, "Typisk", der kommer til Randers og Værket den 25. oktober, og hvor den rutinerede komiker stiller skarpt på sig selv og sin egen verden.

Efter små fire års pause fra stand-up’en vender komiker og skuespiller, Jonatan Spang, nu tilbage til rødderne i live-komikken med sit nye show “Typisk”, han tager med til Værket til oktober 2019. I de seneste år har Spang taget nyhedsbilledet under kærlig behandling og satirisk spiddet aktuelle historier i seer-succesen “Tæt på Sandheden” på DR2, men scenen og publikum trækker i den rutinerede komiker, der inden showet “Typisk” har fem one man-shows på cv’et og en alsidig karriere.

Spangs gennembrud kom tilbage i 1999, hvor han vandt DM i Stand-up. Siden har han bl.a. lavet fem one man-shows, en tv-serie, været teaterdirektør, skuespiller i film og på scene, og så er han aktuel med podcasten “Voksenvenner” sammen med komikerkollega Ane Høgsberg.

“Jeg har det med at blive optaget af alle mulige spændende projekter. Men der er ikke noget, jeg elsker mere end at være på tour og have kontakt med publikum og høre dem skrige af grin hver aften,” siger komikeren.

Showet “Typisk” er netop et typisk Jonatan Spang-show ifølge komikeren selv. En mand – en mikrofon – en stor latterkrampe hver aften. Det nye show vil tage udgangspunkt i den store verden, men ende i det nære, hvor Spang stiller skarpt på sit eget liv og således hudfletter både dagens Danmark og hans egen verden. Fans af “Tæt på Sandheden” kan se frem til samme skarpe satire og overraskende pointer som i tv-programmet, men også at komikeren nu vender tilbage til det, han gør allerbedst.

“Nu, hvor jeg har taget beslutningen, kan jeg næsten ikke vente med at komme afsted. Jeg tror, at timingen er god til at tage en pause fra ‘Tæt på Sandheden’, og jeg lover at være ligeså hård ved mig som, som jeg er ved ugens nyheder,” siger han.