Tue West Duo

Turbinen på tour
Søndag 23. februar 2020

Oplev en unik dansk sangskriver i Ørsted Biografs helt særlige omgivelser.

Sanger og sangskriver Tue West bevæger sig i sit helt eget musikalske univers. Det har han gjort siden det store folkelige gennembrud i 2003 med sit selvbetitlede album.

I mere end 15 år har han lavet unik, dansksproget musik, hvor omdrejningspunktet var modersmålets poesi. Da han mødte sangerinden Clara Gaarn fandt han her en musiker og en stemme, der kunne give ham med- og modspil og være med til at tage hans personlige sange et helt nyt sted hen.

Sammen med sangerinde og musiker Clara Gaarn sætter Tue West og Turbinen den moderne dansksprogede popmusik i en ganske særlig ramme i 2020, når vi slår dørene op til Tue West Duo-koncert i Ørsteds 93 år gamle ikoniske biograf-teater. Siden 1983 har biografen været drevet af frivillige og står som et stærkt lokalkulturelt epicenter i en verden, hvor mange lignende biografer har måttet dreje nøglen om.

Turbinen på Tour
I tæt samarbejde med venner  og ildsjæle i lokalsamfundene omkring Randers præsenterer Turbinen en række koncerter i helt særlige omgivelser, når vi med Turbinen på Tour rykker koncerterne ud fra spillestedets rammer og ud i landet.