Thomas Hartmann – KÆRLIGHED

Lørdag 13. oktober 2018

Kærlighed er det ottende one-man show fra én af Danmarks mest produktive komikere –  Thomas Hartmann – og handler om præcis det, som titlen antyder. Kærlighed, eller mangel på samme, er en følelse, der påvirker os alle, uanset om vi er modtagere, afsendere eller udenforstående tilskuere, og så er det – når man har Hartmanns livssyn – en nærmest uudtømmelig kilde til morskab. Fra de første kejtede kærestebreve i 70’ernes skolegårde til booty-calls på plejehjemmet – kærligheden er en rejsepartner gennem hele livet.

“Jeg ville lave et show, med et emne, som alle kan forholde sig til,” siger Hartmann selv om showet. “Alle oplever kærlighed, om det så er til familie, kæreste, hobby eller sig selv. Der er ingen grund til at tro, at showet bliver en omgang sødsuppe; kærligheden kan være nådesløs, og showets primære formål er at underholde, så det bliver god, gammeldags stand-up, blot med det omdrejningspunkt der er kærlighed, had, og alt det midt i mellem.”