The Bodyguard

Lørdag 13. november 2021

Glæd dig til musicaludgaven af 90'ernes store filmhit, der hylder Whitney Houstons ærefrygtindgydende musikkatalog med over 20 af hendes allerstørste hits - i et rørende drama om den vanskelige kærlighed mellem popstjernen og stivstikker-livvagten.

Glæd dig til efteråret 2021, hvor der på Værket bliver vakt en vaskeægte 90’er-klassiker til live på de skrå brædder, når hitmusicalen The Bodyguard indtager Store Sal med seks forestillinger på fem dage.

Denne umulige kærlighedshistorie mellem popstjernen Rachel Marron og hendes alvorlige sikkerhedsvagt – eller Bodyguard, om man vil – Frank Farmer blev en af start-90’ernes allerstørste filmsucceser med de to hovedpersoner legemliggjort af henholdsvis skuespiller Kevin Costner og verdensstjernen Whitney Houston i sin allerførste filmrolle.

Omdrejningspunktet for både filmen og denne storslåede musical-udgave er den umulige kærlighedshistorie mellem popstjernen Rachel Marron (Houston) og stivstikker-sikkerhedsvagten Frank Farmer (Costner). Marron modtager dødstrusler fra en ukendt stalker og efter en eksplosion i sin garderobe hyrer hun den tidligere Secret Service-agent Frank Farmer. Frank ser Rachel som en forkælet diva, der ikke tager sin sikkerhed seriøst, og Rachel oplever livvagten som en paranoid og overbeskyttende træmand. De to bringes sammen, da Frank redder Rachel fra optøjer ved en af hendes koncerter, men efter en nat sammen, indser Frank, at han ikke både kan elske og beskytte Rachel på samme tid.

Soundtracket ér i høj grad det, der huskes og hyldes fra filmen – og det var også for lydsiden, at The Bodyguard i sin tid var nomineret til to Oscars. Whitney Houstons ærefrygtindgydende indspilning af Dolly Parton-nummeret ’I Will Always Love You’ blev til gengæld et monument i moderne musikhistorie med over 20 millioner solgte enheder, og selvom Oscaren glippede, vandt det hele to Grammy-priser i 1994.

Sangen katapulterede Houston op i toppen af listen over bedst sælgende kvindelige artister nogensinde, og i musical-udgaven af The Bodyguard er der over 20 sprudlende numre fra superstjernen – både dem fra filmen som ’Run to You’, ’Queen of the Night’, ’I Have Nothing’ og ’I’m Every Woman’, men også fra resten af Whitney Houstons bagkatalog som ’Saving All My Love’, ’Greatest Love of All’, ’I Wanna Dance with Somebody’, ’Where Do Broken Hearts Go’ og ’One Moment in Time’.

Vær med til at hylde en af historiens allerstørste sangerinder og nyd et tidløst kærlighedsdrama, når Værket slår dørene op til masser af storslåede sange og fantastisk skuespil med The Bodyguard.