Tedeschi Trucks Band (US)

Torsdag 20. oktober 2022

Efter to udsolgte koncerter i henholdsvis 2017 og 2019 vender amerikanske Tedeschi Trucks Band endelig tilbage med deres mesterlige bluesrock, der begejstrer livepublikum verden over.

Ægteparret Susan Tedeschi og Derek Trucks, der hver især er prisvindende og respekterede musikere, har siden 2010 sammen stået i front for det 12 mand store orkester Tedeschi Trucks Band, der på mesterlig vis fusionerer elementer fra blues, jazz, rock, gospel og soul.

Det Grammy- og Blues Music Awards-vindende band udgøres af særdeles dygtige musikere på henholdsvis tangenter, blæsere, strenge, percussion og store korstemmer, og summen af bandets forskellige sektioner danner et fuldendt og svingende udtryk, hvor alt går op i en højere håndspillet enhed.

Tedeschi Trucks Bands har indtil videre udgivet 4 studiealbum og 3 live-album, hvoraf det seneste udkom i sommeren 2021, ‘Layla Revisited (Live At LOCKN’) feat. Trey Anastasio’. De har ligeledes brugt en god del af 2021 på at arbejde på nyt materiale, så der i løbet af 2022 udkommer et nyt studiealbum.

Bandets grundfilosofi er improvisation frem for konformitet, og to koncerter er derfor sjældent ens. Blæsere, keyboard og guitar vandrer ubesværet mellem hinanden og supplerer hinanden legende let, mens Susan Tedeschis karakteristiske vokal giver sangene deres særpræg, og Derek Trucks’ ekvilibristiske guitarspil løfter musikken op i højere luftlag.

Bandet omtales helt fortjent som et af de fremmeste livebands i verden, og både publikum og anmeldere er vilde med dem. For fulde huse gik Tedeschi Trucks Band på Værkets scene i både 2019 og 2017, hvor koncerten i 2017 bl.a. blev kaldt “en suveræn musikalsk oplevelse” af en anmelder. Ved koncerten dagen inden i København kvitterede GAFFA med seks ud af seks mulige stjerner og kaldte det en “magisk klassisk koncert med mestre”.

Deres Danmarksbesøg i 2019 vakte også begejstrede anmeldelser med udtalelser som ”En koncert med Tedeschi Trucks Band er en tur i blues-, soul- og gospelhimlen […]”, ”Med verdensklassemusikere på alle pladser leverede Tedeschi Trucks Band endnu en gang en musikalsk oplevelse af næsten skræmmende høj kaliber.” Og om Derek Trucks, der også har spillet med blueslegenderne The Allman Brothers Band, blev det sagt: ”Når Derek Trucks spiller guitar, tror man ikke sine egne ører.”

Billetsalget starter fredag 3. december kl. 10.00.

Tedeschi Trucks Band er:
Susan Tedeschi – guitar, vokal
Derek Trucks – guitar
Gabe Dixon – keys, vokal
Brandon Boone – bas
Tyler “Falcon” Greenwell – trommer
Isaac Eady – trommer
Mike Mattison – vokal
Mark Rivers – vokal
Alecia Chakour – vokal
Kebbi Williams – saxofon
Ephraim Owens – trompet
Elizabeth Lea – trombone