TÆNK med Svend Brinkmann og Christian Grau

Torsdag 28. september 2023

Kom med på en tankevækkende tankevandring, når Svend Brinkmann og livsstilsekspert Christian Grau samtaler om ’TÆNK’, der er 4. bind i Brinkmanns filosofiske bogserie om det at være menneske og være til.

Så vidt vi ved, er mennesket det eneste væsen på denne jord, der kan tænke. Mange dyr kan foretage intuitive kalkulationer af risici, men kun mennesket kan tænke over livets mening, det retfærdige samfund eller på om Gud eksisterer. Det kan vi, fordi vi kan tænke refleksivt – altså tænke over, hvordan vi tænker.

Svend Brinkmanns nyeste bog ’TÆNK’ er 4. bind i serien med bestsellerne ’Stå fast’, ’Ståsteder’ og ’Gå glip’. Og denne gang sætter Brinkmann fokus på vigtigheden af de dvælende tanker, de langsomme refleksioner og tankevandringerne, der lader os se kritisk og nysgerrigt på vores eksistens og livets mening.

Glæd dig til at opleve en spændende samtale, når TV-vært og livsstilsekspert Christian Grau tager os med rundt i Svend Brinkmanns univers, når der bliver spurgt ind til serien med et helt særligt fokus på den nyeste i rækken, ’TÆNK’.

Om Svend Brinkmann
Svend Brinkmann er professor i psykologi på Aalborg Universitet. Hans forskning foregår i grænsefladen mellem psykologi, filosofi og kulturanalyse, og han er forfatter til en lang række bøger og artikler om disse områder. Han er desuden en efterspurgt foredragsholder og radiovært, og så er han bosiddende i Randers.