Sofie Dopha

Fredag 7. februar 2020

Dopha - aka Sofie Daugaard fra Romalt - vender tilbage til hjemstavnen og Turbinen efter sin singledebut, der har fået masser af ros med på vejen fra anmeldere over hele landet.

Når Dopha træder ind på Turbinens scene i februar 2020, vil det langt fra en være fremmed følelse. Det er nemlig overhovedet ikke første gang, hun befinder sig der. Den 22-årige sanger og sangskriver med det borgerlige navn Sofie Daugaard har nemlig stået der ad flere omgange. Som blandt andet opvarmning for Aura og Nicklas Sahl og som soloartist.

Nu sætter lokale Sofie fra Romalt – under navnet Dopha – lyd på sin opvækst og dagdrømmende stunder på barndomsværelset – med tydelig inspiration fra forbilleder som Lana Del Rey, Taylor Swift og Norah Jones. Den melankolske pop henleder tankerne på Californien, men opvæksten i det jyske er omdrejningspunktet. Eller som hun fortæller til Soundvenue:

“Jeg synes, at min opvækst i Romalt er essensen af, hvor både jeg og min musik kommer fra. Det er også derfor, jeg deler de her barndomsvideoer og anekdoter. Det er min historie, så for at forstå albummet og mig, skal man også forstå oprindelsen”.

Dopha har ad flere omgange deltaget i Randers Kommunes og Turbinens talentudviklingsarrangementer, og nu har hun sin debutsingle på gaden og en turné i kalenderen, der ud over Randers også tager hende forbi Aarhus og København.

”Måske hedder den næste danske verdensstjerne Dopha? Med sin debutsingles slæbende beat og sværmende stemme udvider hun dansk pop i retningen af Lana Del Rey på fængende vis.”
 – Politiken, Simon Lund.

”Dophas melankolske vokal favner vidt, men den lyder aldrig anstrengt – det er som om, den helt naturligt bliver båret af musikken. En virkelig lovende debutsingle.”
– Soundvenue, Kjartan F. Stolberg.

”Tag en lille jysk by, nærværende poprim, en ung passioneret sangerinde og du har Sofie Dopha – det nye topskud på scandipopscenen. Debutsinglen fra den unge sangerinde rør dig helt ind til knoglerne.”
– 
Bands of Tomorrow,  Björk Brandt Aabling.