Sissel Kyrkjebø – Sissels Jul 2018

Lørdag 15. december 2018

Verdenskendte Sissel Kyrkjebø har over 30 års erfaring som fortolker af julemusikken, og den norske sangfugl kommer i år til Værket og leverer bevægende julestemning samt soul- og gospelperler i Store Sal til december.

Få kan sige ”Sissel Kyrkjebø” uden også at sige ”jul”. Den norske sangerinde er efterhånden synonym med højtiden, og hendes bevægende og smukke fremførelser af Nordens klassiske julehymner i koncert og på albums er for mange det ledsagende lydbillede til juletiden.

Hos Værket er vi stolte over og glade for at kunne tilbyde julekoncert med sangerinden, der er blevet beskrevet som indehaver af en stemme, ”der får floder til at flyde over”, når hun holder ”Sissels Jul” i Store Sal lørdag den 15. december.

Ligesom sidste år har hun allieret sig med store internationale musikere til sin julekoncert, der, foruden de klassiske nordiske julesange, også vil indeholde soul- og gospelperler.

Sissel Kyrkjebø kunne med sine julekoncerter sidste år fejre 30 års jubilæum for sin første juleudgivelse, ”Glade Jul” fra ’87. Konceptet ”Sissels Jul” har hun turneret med siden 2013 til stor begejstring for over en million koncertgængere alene i Norden. I år vil hendes stemme sikre, at julefreden sænker sig i Store Sal.

Syng med Sissel

Sissel Kyrkjebø har noget særligt i ærmet forud for sin julekoncert “Sissels Jul 2018” på Værket.
Hun leder nemlig efter en lokal sangerinde, der kan assistere hende på nummeret ‘Somewhere’ fra den legendariske musical West Side Story på scenen i Store Sal.

Du kan nominere dig selv eller en, du kender, til at synge juleduet med Sissel Kyrkjebø. Om det er en kendt, ukendt, ’grøn’ eller erfaren sangerinde spiller ingen rolle, oplyser Sissel. Det vigtigste er, at hun kan synge og synge godt nok til at fremføre ’Somewhere’ i C-dur.

Nomineringen foregår på Sissels egen hjemmeside, hvor en formular udfyldes, og du beskriver den sangerinde, du nominerer. Så skal ansøgningen ledsages af et 1 minuts mobilvideoklip af, at den, du nominerer, fremfører ‘Somewhere’. Du nominerer her: http://sissel.net/singwithsissel/

Lyt til ‘Somehwere’ (dog ikke i C-dur) her. 

Fristen for tilmelding er 10. oktober.