Sæd og farmænd med Peter Mygind og Christian Degn
Torsdag 4. april 2024Velkommen til en talk med masser af show, grin og benhård lærdom!
TV-vært Christian Degn og skuespiller Peter Mygind inviterer indenfor til en snak om det at blive far. Hele vejen fra singlelivet og det at score/ikke score til at lave børn – eller håndtere sin nedsatte sædkvalitet så man IKKE kan lave børn! De to entertainere kommer også med deres bud på, hvordan man er den perfekte mand på sidelinjen til en fødsel, og såmænd også hvordan man efterfølgende forfører sin kæreste nok en gang, og holder kærligheden og parforholdet i live.
Der vil foruden underholdende anekdoter og tåkrummende fortællinger fra Degn og Myginds egne liv være stribevis af brugbare tips og tricks, som publikum kan tage med hjem. De bringer desuden selv en advarsel: Der kan forekomme sang og højt humør!
Christian Degn er topaktuel med sin og kærestens personlige TV-serie ‘Degn vil være far’, og han har været på jagt i sit barndomsland for at finde ud af ‘Alt det min far ikke har lært mig’. Nu kaster den lune og lokale Degn sig over debatten om mænds nedsatte sædkvalitet – et emne der ligger hans hjerte nært. Som altid med et smil på læben og stor villighed til at dele ud af sig selv.
Peter Myginds lange karriere har budt på alt fra forførelsens kunst som ‘Score-Kaj’ med charme, selvtillid og lækkert hår til den pinefulde og svære kærlighed i den Emmy-vindende TV-serie ‘Nikolaj og Julie’. Den folkekære og hjertelige Mygind kan om nogen tale med om dét at “score en lamsebamse” og holde på hende – Peter Mygind holder sammen med sin hustru gnisten og kærligheden intakt på 33. år!