Rugsted & Kreutzfeldt

Lørdag 28. november 2020

Koncerten med Rugsted og Kreutzfeldt rykker fra Turbinen og op i Ridehuset - og bliver til siddepladser med behørig afstand. Billetkøbere har fået direkte besked.

Koncerten med Rugsted og Kreutzfeldt er rykket i Ridehuset, for at vi kan leve op til de nuværende corona-restriktioner. I øjeblikket er det ikke tilladt at afholde koncerter for et stående publikum, og sundhedsmyndighedernes retningslinjer stiller krav til afstand mellem gæster. Værket har derfor fået lavet nogle gode, sikre rammer for koncerten i Ridehuset, der fuldt ud lever op til gældende regler. Vi er rigtig glade for, det derfor kan lade sig gøre at afholde koncerten med Rugsted og Kreutzfeldt, hvor alternativet ville være en aflysning.

Det er faktisk lidt snyd at kalde det jubilæumskoncert, for det var i 2019, at Jens Rugsted og Stig Kreutzfeldts debutalbum fyldte 40 år. Det markerede de med spillejobs i hele landet, og modtagelsen var så overvældende god, at de besluttede sig for at udvide jubilæumskoncerterne til også at række ind i 2020.

I 2006 blev Rugsted & Kreutzfeldt gendannet, og duoen, der har givet os kæmpehits som ‘Jeg ved det godt’, ‘Går Gennem Tiden’ og ‘Spring Op, Tag Med’, tager landet rundt og fejrer fortsat 40-årsjubilæum for debutalbummet, der udkom i ’79. Spring op, tag med og fang Rugsted & Kreutzfeldt i Ridehuset i efteråret.

Du kan opleve den markante musiker-duo og deres velspillende band i Ridehuset i efteråret, når der er glædeligt genhør med deres største gennem tiderne som ‘Jeg ved det godt’ og ‘Spring Op, Tag Med’ – samt masser af de sange, som de hver især har skrevet og indspillet for store danske kunstnere som Sanne Salomonsen, Søs Fenger, Lis Sørensen, Brødrene Olsen og Allan Olsen for blot at nævne et par stykker.