Rosamunde

Onsdag 3. oktober 2018

Schuberts 'Rosamunde' kommer omkring livet, døden og meningen med det hele i en udtryksfuld, musikalsk fortælling, mens Francaixs 'Oktet' emmer af livsglæde og overskud. Programmet byder også på en uropførelse af Anders Nordentofts 'Flowers and Fire'.

Schuberts strygekvartet med tilnavnet “Rosamunde” er musik, der tager livet alvorligt. Som en afspejling af det liv, Schubert levede, rummer kvartetten de helt store eksistentielle temaer som meningen med det hele, døden og skæbnen. Det bliver tilsammen en musikalsk fortælling, hvor både skønhed og alvor spiller en rolle.

Det helt modsatrettede udtryk viser sig i den franske Francaixs Oktet, der er fuld af livsglæde og overskud. Der er forførende romantiske klange, elegant fransk charme og som sidste sats en graciøs wienervals med en lille undertone af underfundig fransk ironi. Koncerten indeholder desuden en uropførelse af Anders Nordentofts Blæserkvintet komponeret til Randers Kammerorkester. Det er karakteristisk for Nordentoft, at han i sin musik vil sætte et personligt fingeraftryk og fortælle en større historie, der både berører musikere og publikum.

Anders Nordentofts Blæserkvintet uropføres med støtte fra Statens Kunstfond.

 

Jean Francaix: Oktet

Franz Schubert: Strygekvartet nr. 13, D. 804 (Rosamunde)

Anders Nordentoft: “Flowers and fire” for Blæserkvintet (uropførelse)