Poul Krebs & Danmarks Underholdningsorkester

Torsdag 14. oktober 2021

Poul Krebs har sat sig i hjertekulen på flere generationer med sin ukuelige spillemandsglæde og østjyske facon - og til efteråret kan du opleve alle de gode sange få endnu mere luft under vingerne, når Poul Krebs indtager Værket akkompagneret af Danmarks Underholdningsorkester.

Han forstår at levere historier fra lokale perler, hverdagens trummerum, sindets afkroge og livets vedvarende og forbigående relationer. Det er ganske enkelt forfriskende, når Poul Krebs med en underspillet facon taler til flere generationslag, mestrer nostalgiens kunst og samtidig dykker ned i vores fælles nutid og fremtid.

Poul Krebs har i løbet af sin karriere skrevet over 500 sange, spillet mere end 1000 koncerter og udgivet utallige albummer, som tilsammen er solgt i over en million eksemplarer. ’En af dansk poprocks bedste iagttagere,’ har BT kaldt ham. ’En troværdig og ligefrem kunstner i særklasse,’ har Jyllands Posten skrevet. ’En ualmindeligt kultiveret musiker, der presser sig selv til det yderste for at give publikum en oplevelse, de aldrig glemmer,’ har GAFFA beskrevet ham som.

Nu drager Krebs på tour, akkompagneret af Danmarks Underholdningsorkester, for at levere musikalske oprejsninger til efterårslandet. Danmarks Underholdningsorkester er garant for kontinuerligt at rykke grænserne for, hvad et klassisk orkester egentlig kan. Nysgerrighed, fleksibilitet og kunstnerisk dygtighed er buzzwords som de gennem mere end 70 år har fornyet og forfinet.

Billetsalget starter tirsdag 8. december kl. 10.00.