Perla Batalla in the House of Cohen – The Songs of Leonard Cohen

Søndag 5. juni 2022

Perla Batallas homage til sin ven og mentor, Lenoard Cohen, indeholder udvalgte sange og personlige anekdoter opsamlet gennem to årtier med turnéer, pladeindspilninger og et helt særligt venskab med en af musikkens og litteraturens mest visionære og produktive mennesker.

Onstage, offstage, digital or analog, I love Perla Batalla
– Leonard Cohen

Den grammy-nominerede singer-songwriter og mangeårige korsangerinde for Leonard Cohen – Perla Batalla – hylder og ærer sin gode ven og mentor med fortolkninger af nogle af hans mest elskede sange og mindre kendte numre fra den store sangskat. Udover al den gode musik deler Perla Batalla gavmildt ud af sine mange personlige anekdoter, der bl.a. viser Cohens humoristiske side, da han elskede at fortælle vittigheder, være fjollet og få sine venner til at le.

Batallas og Cohens samarbejde startede i 80’erne, hvor Perla Batalla drog med ud på mange af Leonard Cohens turnéer som korsanger, og siden da holdt de kontakten. At Perla Batalla skulle ende med at synge Cohens sange kom sig af en samtale de to havde i Leonard Cohens køkken, hvor de snakkede om, hvordan musikbranchen havde udviklet sig, og hvor han gav udtryk for, at han måske ikke var relevant mere. Efter det besluttede Perla sig for at indspille et tribute album for at vise sin store kærlighed og respekt til ham og hans mange ikoniske sange.

Leonard Cohen støttede fuldt og helt op om Perla Batallas projekt, og han var med på sidelinjen under indspilningen af hendes tribute album fra 2007: ’Bird on the Wire: The Songs of Leonard Cohen’. Helt frem til Cohens død sms’ede de jævnligt sammen, og hans sidste sms til Batalla lød:

sing. for the people. so much suffering. you have the power to heal. nighty night old friend.

Adspurgt om, hvordan man bedst ærer Leonard Cohen, svarer Batallo, at det er at holde hans musik i live – og uddyber, at Leonard Cohen bad hende love, at hun ville fortsætte med at synge hans sange.

Hun er heldigvis en kvinde, der holder sit ord, så du kan få lov at opleve en magisk aften, hvor hendes helt særlige nærvær og talent understreger tidløsheden i Cohens kunst. Gennem de mange sange formidler hun sin oprigtige respekt og dybe kærlighed til musikken, poesien og mest af alt til hendes kære ven, Leonard Cohen.

Om Perla Batalla
Perla Batalla er en grammynomineret singer-songwriter, der er født i Los Angeles, Californien, hvor hun voksede op sammen med sin meget musikalske familie, der bl.a. ejede en pladebutik og var udøvende musikere. Hun startede sin karriere med at turnere og indspille plader med Leonard Cohen, og har siden i sin egen solokarriere udgivet syv albums, været med i diverse film og tv-udsendelser, og har optrådt og indspillet med kunstnere som Lou Reed, k.d. lang, John Cale, Sonny Rollins, Jackson Browne, Luz Casal, Laurie Andersen, David Sandborn og George Duke.