Orgel og orkester

Søndag 23. september 2018

Tag med Randers Kammerorkester og Ulrik Spang-Hanssen tilbage til 1700-tallets London og datidens sprudlende kulturliv med en rejse i komponisten John Stanlys seks iørefaldne orgelkoncerter.

Der var et mylder af liv og mennesker i gaderne, teatrene og operahusene i 1700-tallets London. I slipstrømmen efter forgængeren G.P. Händel leverede John Stanley den musikalske underholdning, og i sine seks iørefaldende orgelkoncerter genspejler han den energi og den kraft, han oplevede på publikumspladserne.

Som solist er professor Ulrik Spang-Hanssen en gammel bekendt af Randers Kammerorkester, hvilket bl.a. er dokumenteret i to cd-udgivelser af Händels orgelkoncerter. Spang-Hanssen formår som musiker at omsætte en dyb historisk forståelse af musikken til et levende og vibrerende musikalsk udsagn, hvor rytmisk intensitet og swing er nøgleordene. Som optakt til Stanleys orgelkoncerter spiller Kammerorkestrets blæsere Gustav Holsts smukke og varme blæserkvintet.

I forbindelse med koncerten bliver Julie Friisholms mindelegat overrakt.

 

Gustav Holst: Blæserkvintet op. 14

John Stanley: Seks koncerter for orgel og strygere op. 10