Oh Happy Day

Søndag 16. januar 2022

Oplev teaterversionen af Hella Joofs film ’Oh Happy Day’ fra 2004, når kærlighed, komedie og gospel oversættes fra filmens lærred til de skrå brædder her på Værket.

Hannah og Grethe synger i det lille lokale kirkekor sammen med præstekonen, Kirsten, søde Lasse, kiksede Krüger og Preben, der ledsager på orglet, når han altså ikke fortæller om sine børnebørn. Samværet og sandkagen er vigtigere end sangen. Men da Hannah og Grethe oplever et stort og berømt gospelkor, vækkes kvindernes lyst til selv at prøve kræfter med gospelgenren.

Ved skæbnens tilsnigelse er Hannah skyld i en ulykke, der sender gospelkorets karismatiske leder, Jackson, på hospitalet. Brødebetynget opsøger de ham og beder om førstehjælp til deres lille kirke­kor. Det er dog ikke kun korets lyst til sang, der sættes gang i ved Jacksons hjælp.

’Oh Happy Day’ er en varm og humoristisk fortælling om det forløsende ved sang og om en grå hverdag, der får kulør, da gospelsangen gør sit indtog i den stille landsby.

Glæd jer til at opleve Marie Mondrup og Ulla Vejby som veninderne Hannah og Grethe samt Christopher Læssø som den karismatiske Jackson. I ’Oh Happy Day’ medvirker et stort hold af velsyngende og morsomme skuespillere, der med garanti når ud i alle afkroge af Store Sal.

Producent: Folketeatret
Bearbejdelse: Rolf Heim og Ninette Mulvad
Instruktion: Rolf Heim
Medvirkende: Marie Mondrup, Ulla Vejby, Christopher Læssø, Troels Malling, Tom Jensen, Jesper Riefensthal, Jakob Højlev Jørgensen, Kristian Boland,
Kristine Yde Signe Kærup Dahl m.fl.