Offside

Tirsdag 1. november 2022

Randers Teaterforening sætter fokus på mangfoldighed i denne sæson gennem teater, foredrag og film under temaet 'køn, seksualitet og fodbold' – glæd dig til denne forestilling fra det prisvindende ensemble HilsDinMor.

Vi følger Nick der lever og ånder for fodbold, og som er en af de bedste på det hold, der trænes af Nicks far. En dag starter Asbjørn på holdet, de to unge bliver gode venner, og venskabet udvikler sig til forelskelse. Men hvad skal de gøre, for bøsser spiller da ikke med i Superligaen? Den anmelderroste ’Offside’ handler om frygten for at turde stå ved sig selv og om, hvordan den, til tider, nedladende retorik på stadion og sportspladsen, skaber et utrygt miljø for unge homoseksuelle fodboldspillere.

Det er ensemblet HilsDinMor, der fremfører stykket, og de har vundet adskillige Reumert-priser for at skrive stykker om LGBT+-problematikker

Holdet bag
Medvirkende: Mathias Bøgelund, Peter Schlie og René Benjamin Hansen
Dramatiker: Peter-Clement Woetmann
Instruktør: Mikkel Reenberg/Jacob Stage
Scenograf: Lise Marie Birch
Komposition og lyddesign: Viktor Dahl
Trommer: Rasmus Meyer
Lysdesign. Maria Pi


Udpluk af pressecitater/anmeldelser:

Teateravisen.dk
“Alt i alt er ’Offside’ en velspillet, velskrevet og velskabt forestilling, der ikke mindst italesætter et væsentligt tema, som rækker langt ud over seksualitet og fodbold. Når det gælder rummelighed i vores sprog, er vi mennesker nemlig langt fra færdige med at udvikle os.” Morten Hede

POV International (5 af 6 stjerner)
“Forestillingen sætter regnbuefarvet spotlight på en central problematik med skarphed, hjerte og humor. Mesterligt rettet mod målgruppen.” Sophie Blendstrup

Iscene.dk (4 af 6 stjerner)
“Offside rækker direkte ud til målgruppen med det essentielle budskab om, at ord skaber verden – eller i hvert fald vores forståelse af den.” Anne Liisbjerg