Nytårskoncert

Søndag 5. januar 2020

Randers Kammerorkester springer ind i det nye år med fornyet energi og med ambitionen om, at det skal gøres med fest og musik. Årets solist er mezzosopranen Andrea Pellegrini, mens David Riddell står på dirigentpodiet. Pellegrini debuterede på Det Kongelige Teater i 2006 i Rossinis “Barberen i Sevilla”. På samme scene har hun bl.a. sunget roller i Lehars “Den glade enke”, Mozarts “La Clemenza di Tito” og Verdis “MacBeth”. Hun har desuden medvirket i en række opsætninger på Den Jyske Opera og Opera Hedeland, hvor hun i august 2019 synger hovedpartiet i Bizets “Carmen”.

Som koncertsanger har Pellegrini optrådt med bl.a. Pori Sinfonietta i Finland, Helsingborg Symfoniorkester, Puccini Festival Orchestra, Trondheim Symfoniorkester, DR Symfoniorkester og Oltenia Philharmonic Orchestra i Rumænien. Som datter af en italiensk jazzmusiker – men opvokset i Odder i Østjylland – har Andrea Pellegrini udenfor det klassiske musikmiljø også samarbejdet med bl.a. Martin Hall, TV-2 og forfatteren Josefine Klougart, og hun har været medstifter af tangoorkestret The Piazzolla Orchestra.

Koncerten spilles også 10/1-2020 i Grenaa og 19/1-2020 i Gladsaxe.