Nytårskoncert

Søndag 6. januar 2019

Sammen med tenor Adam Frandsen skyder Randers Kammerorkester det nye år ind med manér.

Randers Kammerorkester lader propperne springe og tænder op under det musikalske fyrværkeri, når orkestret fejrer det nye år sammen med tenoren Adam Frandsen og med David Riddell på dirigentpodiet.

Adam Frandsen begyndte sin musikalske karriere i Københavns Drengekor og uddannede sig siden i USA på bl.a. Curtis Institute of Music og Yale University. I de seneste år har han markeret sig på danske og internationale scener med roller i bl.a. Wagners Mestersangerne i Salzburg, Sjostakovitjs Cheryomushki på den berømte Semperoper i Dresden og Puccinis La Boheme på Castleton Festival med Lorin Maazel som dirigent. Frandsen har desuden sunget Mahlers “Das Lied von der Erde” med Hamburger Symphonier i Jerusalem, og synger i 2018 rollen som Alfredo i Den Jyske Operas opsætning af Verdis La Traviata.