No More Jacks

Fredag 26. oktober 2018

– Mod nye tider

Få har vundet danskernes hjerter som John Mogensen, Bent Werther, James Rasmussen og Poul Rudi, der i 1950’erne brød igennem som Four Jacks med deres fængende sange og humoristiske optrædener. Samarbejdet mellem de fire ophørte i 1963, men Danmarks darlings er ikke glemt.

De fire herrer Keld Heick, Jesper Asholt, Jesper Lohmann og Stig Rossen har siden 2008 jævnligt genoplivet de fire Jacks gennem musikalske teater-forestillinger som ’Four Jacks’ og ’Four Jacks for altid’. Nu står de igen på scenen med en splinterny hyldest, hvor de sammen med Peder Kragerups orkester undersøger, hvad der mon skete med musikken, da de traditionsbundne og rationelle 50’ere blev afløst af de turbulente og oprørske 60’ere og fortsatte ind i rødstrømpernes 70’ere.