Niels Krøjgaard – Psykologisk manipulation

Onsdag 15. juni 2022

Tankevækkende og underholdende manipulationsshow med foredragsholder og psykologisk entertainer, Niels Krøjgaard.

Har du nogensinde spekuleret over, hvordan du kan påvirke mennesker på en etisk forsvarlig måde? Så vær med, når Niels Krøjgaard kommer til Værket med sit underholdende manipulationsshow. En blanding af svindel og bedrag, ægte psykologi og showmanship, som får dig både til at grine og gyse.

Psykologisk manipulation er evnen til at opnå kontrol over andre mennesker. Utroligt fascinerende, men samtidigt uhyggeligt skræmmende. Men hvad er vandrehistorier, og hvad er videnskab? Og hvad kan lade sig gøre i virkeligheden?

Kom og find ud af det, når Niels Krøjgaard også tager dig med ind i den amerikanske psykologiprofessor Robert Cialdinis seks universelle principper til at påvirke mennesker til at sige JA. Du får viden og værktøjer med hjem, så du selv kan begynde at påvirke dine omgivelser i en etisk forsvarlig retning. Alt sammen serveret indlevende, letforståeligt – og ikke mindst virkelig underholdende!

Om Niels Krøjgaard

Niels Krøjgaard er både en af landets absolut førende psykologiske entertainere, en moderne Sherlock Holmes og samtidig også en efterspurgt foredragsholder af fagprofessionelle. Med mange års erfaring inden for nonverbal kommunikation og manipulation har Niels Krøjgaard undervist på Politiskolen, løst opgaver for PET og været med til at uddanne specialstyrker hos Rigspolitiet.