Nick Mason’s Saucerful of Secrets

Fredag 5. juni 2020

Pink Floyd-grundlæggeren Nick Mason genopliver det tidlige, psykedeliske Pink Floyd på Værket i Randers som eneste sted i Danmark i 2020.
En ægte Pink Floyd-oplevelse!

I 1963 mødte 19-årige Nick Mason den 20-årige Roger Waters på en arkitektskole i London, og sammen lagde de kimen til det, der skulle blive et af musikhistoriens største og mest indflydelsesrige progressive rockbands nogensinde – Pink Floyd.

I 2020 kan Værket præsentere Pink Floyd-grundlæggeren, Nick Mason, der samler et stjernehold af musikere – med blandt andre Pink Floyd- og David Gilmour-bassist Guy Pratt og Spandau Ballets Gary Kemp på guitar – og dykker dybt ned i det tidlige, psykedeliske Pink Floyd fra perioden 1967-1972. En periode, der gav os plader som ’The Piper at the Gates of Dawn’ og ’A Saucerful of Secrets’ – og singler som ’Arnold Layne’ og ’See Emily Play’. ‘Nick Mason’s Saucerful of Secrets’ er en rundtur  i det syrede bagkatalog fra dengang, hvor ikoniske Syd Barrett var den kreative kraft bag sangskrivningen.

Pink Floyd-bassisten Guy Pratt har døbt Nick Mason ’Pink Floyds hjerterytme’. Og Mason var manden, der satte den rytmiske kurs for et band, der har inspireret progressive- og psykedeliske rockbands siden dannelsen, og stadig gør det den dag i dag. Et band, der ændrede musikhistorien for altid med konceptalbums som ’Dark Side of the Moon’, ’Animals’, ’Wish You Were Here’ og selvfølgelig ’The Wall’.

”Vi er ikke australske Roger Waters. Eller indonesiske David Gilmour. Vi er Nick Mason’s Saucerful of Secrets!” har hovedpersonen proklameret ved flere lejligheder. For der er intet kopivare over det. Tværtimod er det en ægte Pink Floyd-oplevelse med rigtige bandmedlemmer og et genbesøg til de knap så lyttede sange fra et af historiens største bands tidlige år.