Mød mig på Cassiopeia

Ekstra
Fredag 15. marts 2019

Kai Normann Andersens dejlige melodier bringes til live af et sandt stjernecast med blandt andre Amalie Dollerup, Trine Gadeberg, Lone Hertz og Asger Reher, når Folketeatret byder på operettekomedie og danmarkspremiere i Store Sal.

Endnu en gang lægger Værket scene til en lystig danmarkspremiere, når Folketeatret præsenterer den kendte og elskede operettekomedie ’Mød mig på Cassiopeia’ i Store Sal. Forrige sæson gjaldt det succesen ’Frøken Nitouche’, og der er nu lagt op til en mindst lige så festlig aften med levende musik og en stjernespækket rolleliste.

Amalie Dollerup, der blandt andet er kendt fra TV 2’s ’Badehotellet’, spiller musikkens muse, der redder Alhambra Teatrets komponist, Berger, fra en ondsindet skriveblokade, der forhindrer ham i at færdiggøre sin næste musical til stor frustration for teatrets direktør og ekskonen – teatrets primadonna.
I stykket vikles Olympens guder og teatrets folk ind i hinanden og svøbes i både romantik og stjernestøv. Det lader komponist Kai Normann Andersen ikke publikum glemme, når den lille enlige muse har det sværer’, end man tror; når den erotiske tante og selveste Zeus opfordrer til at gå ud og gå en tur; når det forelskede par tager den allersidste dans, før de går hjem, og når hele byen sang, da Titina gik til bal.

Med andre ord klinger ’Mød mig på Cassiopeia’ af sjæler efter sjæler, som publikum kan nynne med på, og som ikke utænkeligt får selv samme til at bryde ud i latter.

Men noget er dog anderledes, for instruktør Kasper Wilton og teaterduoen Vase & Fuglsang har givet stykket et ansigtsløft, så publikum nu kan glæde sig til et brag af et gensyn med et mere moderne touch.

Tekst: Flemming Lynge og Børge Müller
Musik: Kai Normann Andersen
Instruktion: Kasper Wilton
Scenografi: Marie í Dali
Koreografi: Jeanette Binderup-Schultz
Kapelmester: Jens Krøyer – sidder på scenen
Medvirkende: Amalie Dollerup, Trine Gadeberg, Carsten Svendsen, Christopher Læssø, Lone Hertz, Asger Reher, Troels Malling, Kristian Holm Joensen, Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen, Kristoffer Sass og Karin Nordly-Holst m.fl.