Mattis & Blue Minds

Lørdag 1. december 2018

Turbinen præsenterer dobbeltkoncert med synth-soulede Mattis og de lokale pop-rockere fra Blue Minds til december.

Mattis:
Mattis Jakobsen – eller bare Mattis – har på sin debut-EP skabt et flydende og drømmende udtryk med bløde synths, tunge beats og melodiske omkvæd. Viking Soul, som han selv kalder det. Den tidligere punkguitarist fra Vomit Supreme trives i stilskiftet, og når han gæster Turbinen bliver det i et særligt intimt og afdæmpet set-up. Uden band vil Mattis performe sin alsidige pop og selv bestyre henholdsvis guitar, klaver og stompbox. Den følsomme og til tider sarte vokal bliver fint underbygget af dette simple lydbillede og bliver en klar demonstration af, hvorfor han bl.a. har været P3’s Uundgåelige med singlen ‘Loverboy’.

Ved dette års Smukfest i Skanderborg var Mattis gæstesolist under Dúnés næstsidste koncert nogensinde. Mattis var duetpartner på nummeret ‘Searching for a Light’, som han også har været med til at skrive for gruppen.
Giv Mattis’ seneste EP, Into the Night, fra i år et lyt i Spotify-afspilleren herunder.

Blue Minds:
Der er dømt lokal pop/rock af høj kaliber, når drengene fra Blue Minds entrerer Turbinens scene. Randers-kvintetten, der vandt Von Hatten Prisen sidste år, er klar til at indtage hjemmebanen. Med let, fyldig overdrive, fede riffs, groovy rytmer og en lækker poppet vokal leveret af Tobias Reng leder drengene tankerne over på giganter som Kings of Leon, The Script og Coldplay og gør det praktisk talt umuligt ikke at lade sig gribe af lyden og danse med. Med deres eget materiale i bagagen tager de fat i både det melankolske og stemningsfyldte og numre med masser af energifyldte rytmer og lyde. Det er musik for alle aldersgrupper – af høj klasse.