Malurt

Lørdag 3. oktober 2020

Det legendariske danske rockband MALURT fejrer 40-årsjubilæum for debutalbummet 'Kold Krig' i Værkets Ridehuset i efteråret 2020.

Tidligere på året meldte MALURT med Michael Falch i front ud, at det legendariske 80’er-rockband drog på Danmarksturné i 2020 for at fejre 40-året for debutalbummet ‘Kold Krig’. Der gik ikke længe, før MALURT-koncerterne var totalt udsolgte. Det er derfor med stor glæde, at vi kan præsentere et ekstra show med MALURT på Værket 3. oktober.

MALURT blev dannet sidst i 70’erne og har siden da haft flere forskellige levetider. Bandet nåede fire albums og en live-plade inden opløsning i 1984. I ’90 på Roskilde Festival opstod MALURT igen og udgav to albums og endnu en live-udgivelse, men fire år efter blev bandet “langtidsparkeret” og på nær fem koncerter i 2005, har kun Michael Falch og Pete Repete været at finde på den danske live-scene.

Nu er det sidste chance for at opleve MALURT! 2020 er sidste runde i manegen, før Falch og Repete fortsætter deres respektive musikalske karrierer, så skal man nå MALURT, så skal det være i 2020!

MALURT stiller op i såkaldt Mød Mig i Mørket-udgaven:
Michael Falch på sang og guitar, Peter Mors på trommer, Christian Arendt på endnu en guitar, Dia Nielsen på bas og Pete Repete på keyboard.