Mahlers Femte

Torsdag 30. januar 2020

Et af højdepunkterne i Mahlers Symfoni nr. 5 er den berømte Adagietto, der indeholder en næsten overjordisk skønhed som en kærlighedssang til hans hustru Alma, men som samtidig rummer en svag underliggende skygge af utryghed ved livet. Det var ikke nogen tilfældighed, at adagiettoen blev brugt som underlægningsmusik til filmatiseringen af Thomas Manns “Døden i Venedig”. Som det liv mennesket lever, indeholder symfonien både det overvældende skønne, sørgemarchen i første sats, en næsten demonstrativ optimisme i tredje sats og en triumferende energi i finalen. Dirigenten er den østrigske Hans Graf, der bl.a. har været chefdirigent for Houston Symphony og Salzburg Mozarteum Orchestra, og har dirigeret orkestre som New York Philharmonic og The Cleveland Orchestra. Billetter købt i Værkets billetsalg inkluderer gratis bustransport til Musikkens hus i Aalborg. Afgang fra Værkets parkeringsplads kl. 17.45.

Program:
Gustav Mahler: Symfoni nr. 5