Lars Thiesgaard – Manden med de 1.000 stemmer

Torsdag 20. januar 2022

Kom med til et spændende foredrag med Danmarks måske mest kendte stemme, og oplev hvordan nogle af dine yndlings-tegnefilmsfigurer bliver bragt til live på dansk.

Måske virker navnet ikke bekendt, og måske ville du heller ikke kunne genkende ham på gaden – men du vil helt sikkert kunne genkende hans stemme!

Har man på et tidspunkt i sit liv set en tegnefilm med dansk tale, er chancen for, at man har hørt Lars Thiesgaards mangfoldige stemme meget stor. Måske er han den person flest danskere har hørt, i hans virke som mikrofon-skuespiller.

Han har igennem sin 30-årige karriere lagt stemme til en perlerække af klassikere fra Disney, Pixar, Dreamworks, Warner Brothers, Sony Pictures, og mange flere. Har du set Løvernes Konge, Peter Plys, Johnny Bravo, Dexter, Tintin, Toy Story, Shrek, Byggemand Bob, Bubbi-Bjørnene, Luftens Helte eller Scooby-Doo?

Lars går i dybden med, hvordan det er at være til stede i mange børnefamiliers stue, og at blive genkendt på sin stemme, snarere end på sit udseende. Der vil blive vist klip fra studiet, hvor man ser Lars arbejde som dubber, og klip med skuespillere der arbejder med at indtale deres stemmer med Lars som instruktør.

Du vil også opleve Lars “live-dubbe” en kort tegnefilm med flere forskellige stemmer, direkte på scenen.

Der vil efterfølgende være mulighed for at stille Lars spørgsmål, og ønsker man at høre bestemte replikker, stiller Lars også gerne op til det!