Kronen på Værket

Fredag 8. juni 2018

Den Kongelige Livgardes Musikkorps er verdens ældste orkester af sin art. Nu gæster det Værket, hvor det på festlig vis vil demonstrere et stykke Danmarkshistorie i form af det traditionsrige militærmusik, der stammer helt tilbage fra 1600-tallet. 

Tænk, hvis man havde sit helt eget orkester, der hver dag stod ude foran huset og spillede, såfremt man var hjemme. Det har vores allesammens Dronning Margrethe måske som den eneste. Nu tager hendes musikere, Den Kongelige Livgardes Musikkorps, turen over bæltet for spille festkoncert på Værket i anledning af De Danske Garderforeningers Repræsentantskabsmøde.

Det gør de sammen med dirigent David Riddell, der til daglig leder Randers Kammerorkester og Aarhus Sommeropera. Foruden de smukke, klassiske toner og underholdende rytmer, byder koncerten på soloer fra to af musikkorpsets fremragende musikere, der begge har rødder i Randers og omegn. Første solist på tuba hedder Jesper Hyllestad. Han vil fremføre et helt nyt og humoristisk værk ved navn ‘Copenhagen Dreams’, der tilmed giver en smagsprøve på bronzealderinstrumentet lur. Og hermed en opfordring til alle skønjomfruer i Randers: Mød op, for stykket er inspireret af en statue af to lurblæsere på Rådhuspladsen i København, der efter sigende kun vil spille, hvis der kommer en jomfru forbi. Den anden solist er slagtøjsspilleren Lars Vestergaard, der vil underholde med et magisk stykke på den spektakulære marimba.