LAND – Kristian Lilholt

Søndag 9. februar 2020

Malerier, musik og film smelter sammen på Værket i starten af det nye år, når komponist og musiker Kristian Lilholt gæster Koncertsalen med sit fuldendte 'hovedværk' LAND.

LAND er et unikt, tværkunstnerisk projekt, hvor malerier, musik og film smelter sammen i et nuanceret musisk portræt af årstidernes danske landskaber.

Da Kristian Lilholt første gang oplevede kunstner Carsten Franks malerier og tilhørende digte, der portrætterer Danmark og dets landskaber, som de påvirkes af de skiftende årstider, var han med det samme blæst bagover. ‘De skriger på musik,’ tænkte han.

Derfor kan vi nu opleve alle årets 12 måneder samt en tur ind i ‘Byens Rum’ som sange, spillet live i sync til filmene på storskærm – og nogle af de originale malerier vil være udstillet i foyeren i forbindelse med koncerten.

Kristian Lilholt medbringer sit yderst kompetente band, der foruden ham selv (piano, keyboards, guitar, vokal) består sf søsteren Tine Lilholt (fløjte, harpe mm), Ida Friis Virenfeldt (vokal, guitar), Kajsa Vala (guitar, mandolin, vokal), Cecillie Hyldgård (cello), Jakob Storm Mahler (trommer), Frede Panduro (guitarer) & Lasse Jørgensen (bas, slagtøj).

Kristian Lilholt er en fremragende musikmager, og har siden debuten i 1984 udgivet 13 album i eget navn. Han har også lavet musikken til flere af broderen Lars Lilholts største hits. Udover de 13 LAND sange og film suppleres koncerten med materiale fra hans righoldige bagkatalog.

I Værkets Foyer kan du før, i pausen eller efter koncerten nyde nogle af Carsten Franks værker i serien ‘LAND’, der er baggrund for projektet.