John – en koncerthyldest til John Mogensen

Torsdag 3. juni 2021

Som følge af de forlængede corona-restriktioner er koncerten flyttet endnu en gang til ny dato - 3. juni 2021 (oprindelig showdato: 27/3 2021 + 1/5 2021). Billetkøbere har fået besked.

Rasmus Bjerg inviterer sammen med et stjernespækket band til folkefest på Værket i 2021 med koncerthyldesten ‘John’. Glæd dig til at opleve ham i Store Sal, hvor John Mogensens repertoire og minde genoplives – og den markante, danske musiker hyldes. 

Rasmus Bjerg ér John Mogensen i udseende og sang. Siden skuespilleren og entertaineren indtog hovedrollen i Ole Bornedals mesterlige portrætfilm ‘Så længe jeg lever’ fra 2018, har hele Danmark kunnet mindes den folkekære Mogensen i form af Rasmus Bjergs fantastiske præstation. Mere end 400.000 biografgængere har oplevet ham, og efterfølgende drog Bjerg ud på turné og genoplivede de elskede John Mogensen-sange fra solokarrieren og tiden som Four Jack.

Nu får publikum igen muligheden for at opleve sangene, der blev folkeeje på trods af, at manden bag gik alt for tidligt bort i en alder af 48. Rasmus Bjerg indtager endnu en gang rollen som dansktoppens ukronede konge med et fantastisk orkester bestående af Ole Kibsgaard, Nicholas Findsen, Esben Duus, Jeppe Kaas, Lars DK og Jan Kaspersen.

Det skal ikke være så pænt og fornemt, men en folkefest!” siger skuespilleren selv og fortsætter:
Andet ville ikke være i John Mogensens ånd. Det skal være ægte!