Jan Hellesøe – FORUDSIGELSER

Fredag 18. november 2022

Glæd dig til en mystisk og underfundig aften i selskab med den veloplagte showman og psykologiske manipulator Jan Hellesøe.

“Hvordan i al verden gjorde han det!?” Det er oftest det ordvalg, man sidder tilbage med, efter man har set Jan Hellesøe optræde med sine uforklarlige manipulationer. Han er nemlig Danmarks dygtigste manipulationsekspert.

Du kender ham måske fra TV-programmerne “Fuckr med dn hjrne” eller “Manipulator”, hvor han hypnotiserer og laver psykologiske manipulationer med både kendte og ukendte mennesker. Og nu er det muligt at se ham udføre sine forførende umuligheder live på scenen i Store Sal, når han vender tilbage med sit nye show ’FORUDSIGELSER’.

Om showet siger Hellesøe:

“Det bliver et show, hvor jeg fortæller personlige historier, men mest af alt, så vil jeg levere et show, der er yderst underholdende og meget unikt. Publikum skal gå derfra og have en vidunderlig følelse i sindet.”

Jan Hellesøe uddyber: “Jeg får naturligvis brug for hjælp på scenen fra publikum, og man kan være ganske rolig, jeg kan forsikre alle om, at man ikke kommer op på scenen, hvis man ikke har lyst”.

Jan Hellesøe kalder sit nye show for ’FORUDSIGELSER’, da han synes, der ligger så mange spændende facetter i udtrykket. Hvad ville du for eksempel forudsige, hvis du kunne? (Ud over næste uges lottotal). Er der noget, du ikke ville vide, hvis man kunne forudsige det?

Kom med og find ud af det!