The Human League – Dare 40

Søndag 21. november 2021

Oplev The Human League, der blev foregangsband for al synth-båret pop, når de på Værket i 2021 fejrer 40-året for deres mest populære og skelsættende skive: albummet 'Dare' fra 1981. Bandet spiller hele gennembrudspladen ved den eneste koncert i Jylland - på Værket.

I 1981 sendte det britiske new wave-band The Human League sit tredje album på gaden. ‘Dare’ var titlen, og næsten øjeblikket katapulterede det album og ikke mindst singlen ‘Don’t You Want Me’ bandet ud over rampen og ind på førstepladsen på hitlister i UK og USA. I mere end 15 år har singlen ‘Don’t You Want Me’ ligget i nærheden af Top 10 på hitlisten, og The Human League blev for eftertiden et electro-pop-fænomen, der har inspireret utallige af nutidens kunstnere – både musikalsk og stilmæssigt.

Philip Oakey er geniet bag både ‘Dare’ og The Human League, der har sine rødder i Sheffield, UK. Efter to albums og kreative uoverensstemmelser med sine med-grundlæggere af bandet, stod Oakey alene med tøjlerne. Det gjorde ham imidlertid også i stand til at dreje The Human Leagues musik væk fra avant-garden og ind i et poppet univers – og samlede et nyt hold med de to kvindelige kollegaer, Susan Ann Sulley og Joanne Catherall. Sammen gjorde de The Human League til et foregangsband for synth-drevet popmusik.

I 2021 kan The Human League så markere 40-året for deres skelsættende gennembrudsplade ‘Dare’. En plade, som engelske The Guardian har inkluderet på listen over de 50 album, der har formet musikhistorien. Det fejrer The Human League på Værket i Randers, når de spiller den skelsættende skive i sin helhed i Store Sal og supplerer med flere fremragende nedslagspunkter fra bandets omfattende og indflydelsesrige karriere. En karriere, der spænder helt fra dannelsen i 1977 – og frem til i dag.

Gør dig klar til at skråle med på omkvædet i ‘Don’t You Want Me’ – og få et gensyn med flere af The Human Leagues største sange som ‘Love Action’ og ‘The Sound of the Crowd’.