Heino Hansens Første Comedy Show

Fredag 17. september 2021

Glæd dig til ualmindelig krøllet stand-up fra en landets mest fremadstormende komikere Heino Hansen, når han i sit aller første, klassiske stand up-show tager os med til lige nøjagtig dét øjeblik, han fandt ud af, han var sjov.

Året er 1998. På Sct. Jørgens Skole i Næstved har en dengang 14-årig Heino Hansen netop afleveret en dansk stil, der lagde hele klassen fuldstændig ned af grin.

– Fra det sekund vidste jeg, hvad mit liv skulle bruges til. Generte og anonyme Heino blev til klassens sjoveste – fra dag til dag. Den danske stil i 8.C på Sct. Jørgens Skole i Næstved, blev altså mit første comedy show – og du får i dette show lov at høre opskriften på, hvordan unge Heino udviklede sin alternative hjerne, og måske du får lov at høre min danske stil, siger komikeren.

Heino Hansen debuterede som stand up-komiker i 2008, og allerede halvandet år senere blev han nomineret til Talentprisen ved Zulu Comedy Galla. Senest er Heino blevet et hit hos de danske tv-seere efter sin medvirken i det populære program ‘Stormester’, og han står ligeledes overfor den fornemme opgave som kommende vært på programmet Klipfiskerne. Med sit lunefulde og herlige væsen, og ikke mindst skarpe leveringer, har Heino Hansen indskrevet sig som et af de mest talentfulde spillere på den danske comedyscene. Glæd dig til at opleve hans første klassiske stand up-show med den passende titel: ‘Heino Hansens Første Comedy Show’.