Goitse (IRE)

Onsdag 12. september 2018

Det irske folkemusikband Goitse og dets medlemmer bader i roser og priser i øjeblikket, og til september kan Folkemusik i Randers med stolthed præsentere dem med en koncert med en særlig energi og indlevelse, der garanteret vil smitte af på publikum.

Det er langt fra småt med priser, som det irske folkemusikband Goitse efterhånden har høstet. Inden for de seneste år er bandet blevet kåret til “Group of the Year” af Irish American News, de fik Freiburg International ‘Leiter’ Music Award af over 400 musikjournalister i 2016, og samme år blev forsanger Áine McGeeney kåret som bedste kvindelige sanger af Irish American News. Deres seneste album, ‘Inspired by Chance’ bliver lovprist af anmelderne, og kvintetten fortsætter med at tage den irske musikscene med storm – ikke mindst gennem deres smittende og energiske live-optrædener. Derfor er det med stor glæde, at Folkemusik i Randers kan præsentere den energiske irske kvintet i Turbinen til september.

Goitse har vundet popularitet gennem deres særskilte lyd, der blander deres egne spændende og kreative kompositioner kombineret med de traditionelle toner fra det rurale Irland, der også kommer til udtryk, når gruppen spiller live. Forsanger Áine McGeeney har spillet førsteviolin med Michael Flatleys verdenskendte ‘Lord of the Dance’-forestillinger og kendes i folkemunde som en “vild violinist” velsignet med en smuk sangstemme.

Bag sig har hun bandmedlemmer, der individuelt har vundet priser for deres musikalitet på deres respektive instrumenter som eksempelvis den traditionelle irske skindtromme bodhrán og almindelig harmonika. Guitar, banjo, klaver og mandolin er også en del af lydbilledet, og der er garanteret god stemning, jigs, reels og smukke sange, når Goitse gæster Turbinen.

Der er mulighed for at spise inden koncerten, når Café Sven Dalsgaard trakterer med chili con carne fra buffet inden koncerten for 75,-. Da der er et begrænset antal pladser, sælges madbilletter efter først til mølle-princippet. Der kan kun købes adgang til spisning med gyldig billet til aftenens koncert.